PASSIONERET FOR PERSONLIG UDVIKLING,
SUNDHED OG VELVÆRE
Psykolog, stifter og leder af Move Mindfully
Som psykolog er min ambition at anvende den psykologiske videnskab til at hjælpe mennesker med at udvikle sig. Den bedste motivation for mig er bevidstheden om, at jeg i mit arbejde hjælper mennesker med at bevæge sig tættere på den person, de ønsker at være, eller hjælper dem med at blive bevidste om deres egentlige potentiale.
Mit navn er Lotte Bregendahl Laursen, og jeg er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet og The University of Queensland i Brisbane, Australien. Mit ønske er at hjælpe dig med at (gen)finde glæden og balancen i livet. Balancen er subjektiv. Dette betyder, at uanset om du kommer med et ønske om personlig udvikling, tankemylder eller ophobning af følelser, så tilpasser vi forløbet til dig. Det kan være rigtig svært at få øje på, hvad vi egentlig har behov for som mennesker, og det er netop her, jeg kan være behjælpelig. Jeg lægger vægt på at møde dig lige præcis dér, hvor du er. Dette med en nærhed og en stor respekt, således vi sammen kan finde ud af, hvordan du bedst muligt håndterer de udfordringer, du aktuelt står med.
Jeg arbejder primært ud fra den kognitive tilgang, som vi tilpasser din problemstilling og dine ønsker. Vi arbejder både med dine opfattelser af dig selv, dine opfattelser af andre og dine tanker om fremtiden, men vi fokuserer også på dine værdier og dine mål. Målet er, at du tilegner dig redskaber, der gør, at du på sigt kan blive din egen psykolog. Jeg arbejder yderligere med mindfulness og compassionfokuseret terapi, der begge har et fokus på at vise os selv større omsorg og medfølelse. Afhængigt af den enkelte problemstilling, indgår du i et forløb af samtaler, hvorigennem jeg udstyrer dig med forskellige værktøjer til at tackle de foreliggende problemer.
Jeg arbejder meget med de psykologiske problematikker og udfordringer, der rammer mange i det moderne samfund. Dette omfatter angst og OCD, stress, depression, selvværdsproblematikker og spiseforstyrrelser samt sorg og kriser, ændring af livsstil og personlig udvikling. Ofte kan det være svært at genkende sig selv i én afgrænset kategori. Kontakt mig derfor gerne med et par ord om din aktuelle situation, så vi igennem et samarbejde kan hjælpe og udvikle dig bedst muligt.