top of page

Kan vi øge vores velvære?

Ovenstående spørgsmål handler først og fremmest om, hvordan vi tænker på velvære. Mange af os tænker på velvære som en én-dimensionel ting, og det er her udfordringen opstår. En bevidsthed omkring de forskellige dimensioner, der er indeholdt i vores velvære, er et første skridt til at kunne arbejde aktivt med forbedring heraf.



Vi mødes ofte med spørgsmålet om "hvordan har du det?", og vi responderer ligeså ofte med svaret "jeg har det godt, tak". Men har du nogensinde reflekteret over, om det svar altid er sandt? Og hvis det faktisk viser sig at være sandt, hvordan ved du så, at du faktisk har det godt?


Ovenstående fører os tilbage til definitionen af velvære (eng: wellness). Mange af os tænker på begrebet som fravær af sygdom - "hvis jeg er sund og rask, så har jeg det godt". Dog glemmer vi ofte, at velvære også handler om tilstedeværelsen af glæde, tilfredshed og meningsfyldthed. At anerkende vigtigheden af din velvære, at reflektere over hvad velvære egentlig betyder for dig, samt prioriteten af din velvære, er alle vigtige opmærksomheder i forhold til at øge dit mentale helbred og overordnede trivsel.

"Du er den eneste, der virkelig har muligheden for at øge din generelle velvære og gøre denne forandring til virkelighed. Sørg for du gør det på en forstående og omsorgsfuld måde, og sørg for, du husker på, at velvære er et multidimensionelt begreb."

De fleste eksperter er enige om, at velvære skal betragtes som et flerdimensionelt begreb. Trods uenigheder om, hvilke domæner, der skal inkluderes i begrebet, er der også enighed om, at vi er nødt til at rette opmærksomhed på flere og interagerende domæner, hvis vi ønsker at fremme vores velvære. Dette betyder også, at du kan trives fantastisk inden for et domæne, men er der ubalance i et andet, kan det skabe mistrivsel hos dig. De fleste af os kan nikke genkende til nedenstående 6 områder, men har du nogesinde tænkt på dem som indbyrdes afhængige og som utrolige vigtige kilder til, hvordan du har det? At skabe en bevidsthed om, hvordan disse områder påvirker dit mentale helbred, er en vigtig opmærksomhed i forhold til din generelle trivsel.


Fysisk velvære: Den fysiske velvære er muligvis det omåde, der associeres mest hyppigt med trivsel og generel velvære. Desuden bekræfter adskillige studier denne forbindelse - med særligt fokus på vigtigheden af træning og bevægelse. Flere studier viser, at blot én session med træning/bevægelse kan forbedre vores humør. Dog glemmer mange af os, at kost og ernæring samt vores søvnmønstre også spiller en utrolig vigtig del inden for vores fysiske velvære, og at disse har en direkte sammenhæng med vores mentale velvære. Vi kan derfor ikke opnå de mange positive fordele, der er bekræftet ved bevægelse og træning, såfremt vi nedprioriterer vores kost og søvn. Faktisk er mangel på vigtige næringsstoffer associeret med depression, mens søvnmangel kan føre til ensomhed, antisociale følelser og isolation. Så næste gang du reflekterer over, hvordan du har det fysisk, så husk på hvert fald de tre vigtige faktorer heri - din bevægelse, din kost og din søvn. Vær' nysgerrig på din fysiske velvære og stil dig selv spørgsmål som: Hvilke træningsformer nyder jeg mest? Hvor meget søvn har jeg behov for? Opfylder jeg overhovedet mine ernæringsmæssige behov?


Erhvervsmæssig velvære: Vi er blevet utrolig gode til at tænke på forbindelsen mellem krop og sind, hvorfor den fysiske velvære er tydelig for de fleste af os. Dog er det vigtigt at være bevidst om, at din trivsel på din arbejdsplads eller uddannelse kan påvirke dit mentale helbred, mere end du måske tror. Eksempelvis viser flere undersøgelser, at folk der er utilfredse med sit arbejde typisk udviser flere depressive symptomer, har flere søvnproblemer og har en øget bekymringstendens, der påvirker deres humør. Foruden jobtilfredshed viser flere undersøgelser også, at en manglende social forbindelse til arbejdspladsen kan have negative følgevirkninger. Når vi endelig tænker ind i vores erhvervsmæssige velvære, giver det egentlig også god mening, at det har en betydning for vores generelle trivsel. Vi bruge størstedelen af vores hverdag på en arbejdsplads, hvorfor trivslen på arbejdet er af enorm betydning. Derfor er det enormt vigtigt, du engang imellem tager stilling til din erhvervsmæssige velvære. Hvordan stemmer dit aktuelle job overens med dine værdier og den person, du er? Hvor god er du til at opretholde en god balance mellem arbejdet og privatlivet? Hvordan er mulighederne på din arbejdsplads for at prioritere denne balance?

Økonomisk trivsel: Modsatrettet hvad normerne måske fortæller os, så viser adskillige studier et generelt billede, der peger på, at vores indkomst ikke påvirker vores trivsel. Der eksisterer således ikke et gyldent tal for, hvornår din trivsel topper. Derimod viser de fleste studier, at økonomisk stabilitet er vigtigt for vores trivsel. Der er eksempelvis fundet højere niveauer af angst og misbrug blandt mennekser, der har problemer med at betale deres regninger, og hvor den økonomiske situation er meget skrøbelig og ustabil. Så frem for at spørge dig selv, om du tjener penge nok, så vurdér om du har en tryg og stabil økonomi. Skab bevidsthed omkring de økonomiske tendenser du har og reflekter over, om du er tilfreds med måden, du håndterer din økonomi på.


"At anerkende vigtigheden af din velvære, at reflektere over hvad velvære egentlig betyder for dig, samt prioriteten af din velvære, er alle vigtige opmærksomheder i forhold til at øge dit mentale helbred og overordnede trivsel".

Social velvære: Grundlæggende er vi alle sociale væsener, hvorfor social forbundethed er et vigtigt behov. Venskaber er med til at forbedre vores glæde, selvsikkerhed, værdifølelse og coping-strategier, og de giver os en følelse af at høre til - alle sammen vigtige faktorer for vores mentale helbred og trivsel. Vi kan være introverte såvel som ekstroverte, men det ændrer ikke på, at vi alle sammen har et behov for at høre til et sted. Dog betyder dette behov også, at vores sociale helbred kan skabe både trivsel og mistrivsel. Mens et trygt og loyalt romantisk forhold kan føre til glæde og værdifølelse, kan skænderier og ubalance i forholdet medføre fysisk smerte og tristhed. Ligeledes har studier fundet, at følelsen af ensomhed kan være forbundet med både angst og depression. Det er derfor utrolig vigtigt, vi reflekterer over vores sociale velvære - eller mangel derpå. Følgende spørgsmål kan være hjælpsomme i denne proces: Hvor tilfreds er du med dit sociale liv og dit eget engagement i det? Hvilke mennesker tilbringer du mest tid med, og hvordan påvirker de dig? Hvordan er din balance mellem dit sociale behov og behovet for alenetid?


Miljømæssig velvære: Lige fra de rum, vi træder ind i, til den natur, vi bevæger os ud i, kan vi ikke undgå at anerkende, at vi påvirkes af omgivelserne omkring os. Eksempelvis kan vores arbejdsmiljø påvirke vores generelle trivsel. Som tidligere nævnt er jobtilfredshed en væsentlig faktor, med vi skal også huske at være bevidste om stressorer i arbejdsmiljøet. Hertil kan nævnes faktorer som høj arbejdsbelastning samt dårlige arbejdsbetingelser - begge faktorer, der er associeret med både fysisk og mental mistrivsel. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på din miljømæssige velvære. Reflekter over, om din trivsel ændres, når du ændrer miljø (f.eks. fra privat til job til fritidsbeskæftigelser), og vær' bevidst om, hvad der er et ideelt men stadig realistisk arbejdsmiljø for dig (f.eks. afstand, kollegialt samvær, fleksibilitet, ansvar, medindflydelse mv.)


Digital velvære: Vi kommer ikke uden om det. Inden for det sidste århundrede har der været en stejl stigning i brugen af medierne, og det har medført både positive og negative udfald. For mange er det positivt, at vi nu har mulighed for at holde kontakt på tværs af kontinenter. Ligeledes er der opstået en unik mulighed for at danne nogle stærke og støttende sociale fællesskaber, der kan være med til at styrke vores sociale velvære. Dog er vi også nødt til at være opmærksomme på ulemperne ved denne stigning. Flere studier viser, at øget brug af medierne kan føre til følelser af ensomhed og tomhed. Denne sammenhæng er fundet i de tilfælde, hvor vi bruger medierne som en platform til sammenligning uden at være bevidst opmærksomme på, hvordan det egentlig påvirker vores trivsel (også omtalt som mindless engagement). Ulemperne ændrer dog ikke på, at medierne er blevet en fast og vigtig del af vores hverdag. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvornår vores medieadfærd bliver til en usund afhængighed, og hvornår den egentlig kan opfattes som positiv og konstruktiv for vores velvære. Er du i tvivl om, hvorvidt du har et sundt forhold til brugen af medier eller ej, så reflekter over følgende: Hvordan påvirker mediebrugen mit humør? Er jeg god til at skelne mellem vigtig og ligegyldig brug - og kender jeg overhovedet til denne skelnen? Hvilke redskaber kan jeg bruge for at etablere et sundere brug af medierne (f.eks. tidsbegrænsing, begrænsing af særlige sider mv.).

"Flere studier viser, at blot én session med træning/bevægelse kan forbedre vores humør. Dog glemmer mange af os, at kost og ernæring samt vores søvnmønstre også spiller en utrolig vigtig del inden for vores fysiske velvære, og at disse har en direkte sammenhæng med vores mentale velvære".

Helt overoverordnet handler vores generelle velvære om at være bevidst opmærksomme. Og det handler om at være bevidst opmærksomme ikke kun inden for ét område - f.eks. vores fysiske velvære - men at turde tage stilling til, hvordan vi faktisk har det inden for flere forskellige områder. Og så handler det om at turde handle aktivt på denne opmærksomhed og skabe en forandring. Du er den eneste, der virkelig har muligheden for at øge din velvære og gøre denne forandring til virkelighed. Sørg for du gør det på en forstående og omsorgsfuld måde, og sørg for, du husker på, at velvære er et multidimensionelt begreb. Ligesom med så meget andet, så er tingene ofte indbyrdes afhængige af hinanden.

Så næste gang, du bliver spurgt om, hvordan du egentlig har det, så vær' opmærksom på, hvordan du svarer. Kan du stå inde for dit svar? Hvis ikke, så har du nu muligheden for aktivt at gøre noget ved det.


Move Mindfully / Lotte

51 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page